Overspringshandlinger!

Hej

Jeg har gjort mig en ny opdagelse. Englændere adskiller sig ikke altid meget fra Italienere. Og det er ikke ment som et kompliment. Det er ikke fordi Englænderne har forstået glæden ved oliven olie, god vin, oliven, is, god pizza eller konceptet 'less is more'. Det er heller ikke fordi Englænderne kan prale af pittoreske landsbyer i brændte farver omkranset af vindruemarker, eller et væld af små dyt-biler og lækre Vespa'er. Nej, billedet i England er minsandten noget anderledes. De bruger margarine (når de er sunde altså) til al madlavning, øl i store mængder og jo strærkere des bedre er den alkoholiske drik de helst indtager - og de drikker jo altså ikke for nydelsens skyld, nej de er målrettede i deres druk. De går direkte efter guldet: sanseløs beruselse, helst til et stadie hvor de ikke længere kan gå eller kommunikere vellykket med andre mennesker! Og ja ok, de kan godt lide pizza, men det skal helst være frysepizza, og jo klammere jo bedre! Og ja ok, der er da også meget smukt rundt omkring i The Peak District og sikkert også i Lake District, men lugten af får, eller i hvertfald tilstedeværelsen af får er alligevel det der dominerer.
Så hvorfor drager jeg en parallel? Jo, det er minsandten ulideligheden af den mandlige race. Af deres overbevisning om, at hvis jeg nu bare råber noget perverst efter en pige på gaden, så tager hun det vel som et kompliment, smider sig på gaden, og spreder glædeligt benene. Og hvis ikke det er tilfældet, jamen så er det da en direkte legitimering til at råbe fornærmelser efter hende. Er det ikke?
Nej, det er det ikke, kan jeg fortælle tvivlere.

Når denne blanding af brokhoved og feminist kommer op i mig, er reaktionen herovre typisk: jamen, can you blame those poor sods of guys? Kan jeg bebrejde dem - ja da. Men tanken bag den kommentar er, at (som jeg tidligere har skrevet om) pigerne herovre jo går relativt udfordrende klædt, og måske endda tenderer til at opfatte sjofelheder som smigrer. Og hvem ved, om konsekvensen så ikke bliver som den unge tumpe af en fyr håbede. Måske. Men ikke altid, og uanset hvad berettiger det ikke tumpen at råbe på gaden som en anden idiot og neandertaler. Nej.

Det her, og nok også lidt flere faktorer (mon ikke, trods alt) har medført en feministisk bevægelse herovre. Og den er meget omdiskuteret skulle jeg lige hilse og sige. Den hedder Slutwalks, og er sparket i gang af at en politibetjent i Canada sagde at kvinder skulle overveje at klæde sig mindre udfordrende, hvis de ikke ville overgribes seksuelt. Med andre ord er kvinder der går udfordrende klædt slv skyld i det, hvis de bliver voldtaget. Oplivende og munter debat har vi jo her i England. Men i hvertfald har en masse Engelske piger valgt at demonstrere mod dette, og bringe kvinders rettigheder på dagsordenen, ved at tage det mest udfordrende tøj på de kan komme i tanke om, og marchere ned ad diverse gader og stræder med bannere med forskellige slogans hvori ordet 'slut' indgår. Se The 'Anti-slut' movement comes to London

Picture taken for The London Evening Standard.

Interessant.
Omend jeg fuldt ud støtter ideen i dette projekt, synes jeg det er interessant at disse (17 aarige) piger vælger dette som strategi. Man kan jo overveje om det er hensigtsmæssigt at bruge alle tiders mest nedgørende ord og stereotyp til at gennemføre kvindelig empowerment. Jeg er i tvivl.
Ikke desto mindre har de brug for debatten herovre - i landet hvor kvinder helst skal gaa i nederdel og høje haele - og bruge foundation - for at vise at de har magt. Det er sgu da langt ude. De kunne godt bruge lidt god gammeldags Rødstrømpe aktion herovre og smide noget sminke og nogle BH'er, i stedet for at understrege de allerede eksisterende fordomme. Men anyway, jeg synes faktisk det er et interessant projekt, og jeg vil følge dets udvikling.

Hmm - endnu engang har jeg ladet mig rive med. Egentligt ville jeg fortaelle om min egen historie med dumme drenge, men den tror jeg at jeg springer over i denne omgang.

Ellers er det hele ok. Jeg sidder endnu engang paa biblioteket en sen nattetime, for at naa min deadline. Denne gang skal jeg skrive om moralsk pligt til objektivitet iblandt journalister. Og jeg tror altsaa ikke paa at man kan vaere objektiv, saa det er lidt svaert at faa en flydende diskussion i gang. Ikke desto mindre skal jeg nok naa det til paa mandag.

Der ud over, tja, saa ser det ud til at jeg skal flytte til KBH til efteraaret. Jeg har nemlig faaet mig droemmepraktikpladsen. Hos DanWatch - en skridt paa vejen mod at redde verden!

Naa, endnu en legitim overspringshandling maa nu afsluttes, og jeg skal vende snuden tilbage til diskussionen af objektivtet i stedet for feminisme.

Godnat, og sov godt!

Mit liv as of late - og lidt tanker og pærevælling

Hej igen – så er det vidst ved at være på tide at jeg får udtrykt lidt tanker og fortalt lidt oplevelser fra min tid fra det der stadig føles som den anden side af jorden, men egentligt blot er England.

Der har været travlt, primært fordi at vi efter jul fik en ny studieleder som virkelig har engagement og entusiasme. Kvaliteter jeg jo ellers har efterlyst kraftigt på mit studie, men som nu godt nok har vendt sig om og bidt mig noget så gevaldigt i røven at tandmærkerne må være tydelige. Han er venezuelaner, min nye underviser forstås. Virkelig ’a character’ som jeg ville sige herovre (fordi ja, 1½ års tid ude er begyndt at sætte sine spor så jeg nu i stedet for at være sprogsnob er gevaldigt sprogforvirret og blander talemåder, ordsprog, og blot ord og sprog i én stor pærevælling – hvad er for eksempel forskellen på en talemåde og et ordsprog…?) Men altså, min underviser; personligheden. Han er venezuelaner, opvokset i en udefinerbar pærevælling af Venezuela, Cuba, Miami, Skotland, Bolivia og hvem ved hvilke flere lande og kontinenter han har været bosat i – og så læsper han. Ingen kritik af folk der læsper, men prøv lige at forestille jer accenter fra ovenstående områder i en god blanding, med lidt læspen oveni og så ellers en talestrøm på 120 km. I timen – det kan godt være lidt svært at følge med!  Især når man bare en en god gæv jyde fra Århus.

Nå, men det var egentligt ikke Jairo (ja det er hans navn, og dét er der sgu da ingen der kan udtale, vel.. det tager han heldigvis meget pænt, han har vel prøvet det før), nå, men det var egentligt ikke ham jeg ville fortælle om. Jeg ville bare bebrejde ham min pludseligt meget store arbejdsbyrde. Jeg er vidst ikke nem at stille tilfreds, sidste semester brokkede jeg mig over at der var for lidt at lave og det var useriøst, nu brokker jeg mig over at der er for meget, for hurtigt og for mange krav. En rigtig dansker er jeg da i det mindste stadig. Altså sådan én der forstår at brokke sig uanset situationen (ja det er et af mine positive syn på os danskere.. nok om det).  Men han er egentligt mest alle tiders, smider om sig med jokes, anekdoter og parodier så det er let at miste tråden i hvad det egentligt var vi skulle lære og have med os. Men det er skønt – lige mig. Det faglige kan jeg aldrig huske alligevel.

For at gøre mig eget liv lettere for mig selv (åh du kære ironi, du er savnet!) har jeg valgt at tage en praktikstilling – det kalder englænderne den – jeg kalder det nok mere frivilligt arbejde to dage om ugen for Engelsk Røde Kors. Det er ikke så sjovt. De fortalte mig at jeg skulle arbejde på et kultur- og kunstprojekt og lægge mediestrategi og lave interviews osv. Omkring det, derfor tænkte jeg at det kunne være sjovt. Reelt sidder jeg og ringer rundt og spørger om folk vil være frivillige indsamlere – dødens pølse. Så jeg har besluttet mig at jeg enten vil stoppe, ned i tid, eller lave hvad jeg fik stillet i udsigt (problemet er bare, at jeg jo altså kun har været der tre gange, så jeg kan jo ikke forvente at blive sat til at redde verden allerede, eller hvad?) Nå jeg må skrue bissen (den smilende altså) på og høre hvordan vi kan gøre det så det giver mening at bruge min tid dér. Min mor en henrykt, sikke en øvelse i forhandling det kunne blive – jeg er knap så henrykt, jeg vil hellere ned på pubben og spille lidt pools mens jeg diskuterer hvem ved hvad og tænker på, hvad det egentligt er mit ”speciale” skal handle om.  Hvor ville det være skønt at være 1½ ligesom min nevø Karl hvor man ikke skal forholde sig til meget andet end mad, sove og hvordan man får tre tossede voksne til enten at gå tur i regnvejr eller synge sang – eller hvordan man får sin ynglingsstorebrors opmærksomhed. I stedet er jeg tvunget til snart at blive voksen, dvs. tage stilling til livet og drømmene, lave prioriteter og tænkte praktisk. Skal jeg for eksempel læse videre, eller kan jeg få job i Danmark med en ét-årig master, skal jeg søge praktik eller job, hvor i verden skal jeg være (pt. Er det skåret ned til Paris, London/Manchester, København, Amsterdam, Geneve eller Rio de Janeiro) og hvordan kan puslespillet mellem kærlighed, karriere, familie og venner gå op i en højere enhed. Hvis der er nogen der har den magiske nøgle og svaret til det, så må I meget gerne henvende jer.

Nå, det var stadigvæk ikke det jeg ville fortælle om. Egentligt ville jeg fortælle om en artikel jeg lige har læst – det forventes jo af mig på mit studie at jeg læser minimum et par eller tre aviser om dagen, ser samt hører nyhederne samt den daglige opsamlings- og debatudsendelse der er en time hver aften. Dette ud over alt det andet jeg skal lave selvfølgelig. Men altså, jeg har læst en artikel i Information (som jeg fik af min kære søster, da jeg besøgte hende og hendes drenge i Porto – som forresten var lige så regnfyldt som Tavira, øv – og så er der endda hedebølge i Sheffield!) Nå men jeg læste den her artikel i Informtiaon Fyrster i ånden om mediernes elendighed af Rune Lykkeberg (en eller anden hjælp mig, jeg har ikke internet så jeg kan ikke slå ham op, men jeg ved at jeg kender ham (og også burde huske ham) men jeg kan ikke placere ham…er han forfatter o que?). Den handler om nogle franske filosoffer der er blevet interviewet om deres opfattelse samt forbrug af medier (pressen). Interessant, især fordi de er storforbrugere (ligesom mig), er de utroligt kritiske overfor medierne/pressen (ligesom mig) og henviser til at medierne er en pengemaskine som i navnets natur er presset til deadlines og alting skal ske lige nu og her, hvilket alt andet lige vil betyde et kompromis med kvalitet og dybdeskarphed. Lykkeberg er lidt ironisk omkring denne kritik idet den kommer fra storforbrugere som oven i købet har fået skabt sig et navn – altså et kendt et – idet de optræder i medierne. Lettere selvmodsigende. Yderligere er en af filosoffernes pointe at selv journalister har denne tilgang til medier . Nå men min pointe var, at jeg synes det er interessant idet det er samme trend jeg ser på mit studie. Storforbrugere, og reelt set også ”skaberne” af medier, er ultra-pessimistiske omkring kvaliteten af medierne.  Selv dem der allerede nu har fået et job på forskellige aviser eller mediestationer. Det må da alt andet lige være bekymrende for om ikke andre så mine undervisere, at dem som skulle være pressens fortalere og forsvarere er enormt kritiske, ikke tror på indholdet og hvis mantra reelt set er ”Never believe what you read in the newspapers or hear in the press – it’s all about framing and money”. Trist er det vel i virkeligheden, for egentligt er medierne jo der, hvor der skal skabes opmærksomhed om problemer eller successer i samfundet. De er en del af vores menneskerettigheder (groft fortolket, men ytrings- og informationsfrihed hænger nu engang tæt sammen med medierne…. Og det gør demokrati jo så nok også. Det er godt Jairo ikke kan forstå dansk, han ville være efter mig for disse postulater.)

Nå, egentligt ville jeg bare skrive, at jeg synes I (altså de af jer der har interesse for medier og politik og samfund – så skulle jeg vidst have ramt en del på den ene eller den anden måde) skulle tage at læse denne artikel. Der er desuden en masse andre interessante klummer i den udgave fra d. 16.-17- April, fx om hvordan moderne kvinder gør moderne mænd til små drenge, fordi der ikke længere er brug for dem (men minsandten og de/vi moderne kvinder ikke vil kurtiseres og opvartes, og det på trods af at vi på alle andre punkter vil have ligestilling…interessant). Min skriveinspiration er ikke så god i dag, så jeg har på fornemmelsen at alt det ovenstående er én stor forvirrende pærevælling – det beklager jeg, og undskylder det med, at jeg er på ferie og har slået hjernen fra som det kun kan lade sig gøre i Portugal.

Jeg håber I alle har det fortræffeligt og har nydt den solrige påske. Portugal har absolut ikke været solrig, til gengæld har det været dejligt at koble af fra fremtidsstresserierne.

Og forresten, billedserien fra Brasilien er ikke afsluttet - det tager bare så lang tid, så når jeg er tilbage i Sheffield og skal overspringshandle igen, så kommer der flere billeder.

Billeder fra Brasilien II

Saa blev det tid til naeste runde af billeder fra Brasilien. Vi er stadigvaek i Pipa paa de fleste af disse billeder. Dejligt sted. Jeg beklager der ikke er saa mange billeder af os, men jeg var afsted med en fyr, som helst tager billeder af firben (jeg har inkluderet et absolut minimum - jeg tror vi har 100 billeder bare af skide firben). Heldigvis er der da ogsaa billeder af lidt andet end firben :) 

Vores foerste dage med kitesurfing. Vi blev hentet af Leco og Kaka Begge to virkeligt dygtige kitesurfere, og fulde af jokes. Leco lignede helt aerligt en gut fra Taleban, som de fremstillede i medierne, saa det var selvfoelgelig ogsaa foerste joke. Heldigvis smilede han en hel del mere :) Paa vej ud til "the middle of nowhere" hvor vi skulle undervises (saa ingen kom til skade), skulle vi krydse et par floder, paa billedet ovenfor og nedenunder kan I se vores faerge. Disse hjemmelavede toemmerflaader blev drevet fremad ved at en enkelt mand stagede flaaden fremad, med bil, mandskab osv. 

 Saa kom vi ud til der hvor vi skulle undervises. Det var de smukkeste omgivelser med 28 grader varmt vand og oede sandstrand. Hvilket er meget praktisk naar to begyndere har en kite i luften (som, hvis det gaar galt kan skaere arme og ben af dem, som kommer i kambulage med snorene op til kiten). Denne dag havde vi endnu ikke vaeret i vandet, men oevede os med foerst en lille bitte kite (1 m.) saa en lidt stoerre (3 m.) og til sidst en lidt stoerre (5 m.), saa vi kunne laere at laese og udnytte vinden til at drive os fremad. Det var vildt, adrenalien pumpede mens vi skulle styre kiten til at slaebe os hen af stranden, uden at komme til skade vel at maeke.

 Der var ikke mange andre kite-surfere hvor vi traenede. Men vi fik selskab at to andre, en kvinde og en mand. Kaka fortalte os at det var respektive mestre i kite-surfing i Brasilien. Fint skal det vaere. Desvaerre var jeg ikke helt saa sej som hende - hun var til gengaeld ogsaa virkeligt sej, og kastede sig rundt i vinden med det ene trick flere meter oppe i luften efter det andet.

 Mig i vandet mes Leco gaar i vandkanten og forsoeger at raabe til mig - der var ingen kontakt. Naar adrenalien pumper og vandet bruser omkring oererne paa en, saa er det altsaa svaert at hoere en der er 25 m. vaek. Men det var sjovt.

 Og som I kan se, havde jeg tydeligvis helt og fuldstaendigt styr paa sagerne :)

 Beach buggies - det primaere transportmiddel i det nordlige Brasilien, det eneste der kan komme frem uanset hvor man vil hen. Og saa koerer de paa sukkerroer. Alle tiders!

 

Karneval - lidt en skuffelse. Der hvor vi var, handlede det ikke saa meget om flotte kostumer, samba trommer og rytmer, men mere om at klaede sig ud saa man lignede en idiot (maend skulle klaedes ud som porno-kvinder..og kvinder skulle bare drikke sig fulde..) og saa elleres opfoere sig som en svensker i Koebenhavn. Oev - men det giver da endnu en god undskyldning for at tage tilbage til Brasilien - jeg skal opleve karneval i Rio (eller Salvador eller Recife som ogsaa skulle have fantastiske karneval).

 Vores rute hjem fra kite-surfing timer. Det er sgu da flot... men igen, det minder til tider lidt om Portugal.

 Dette billede viser det ikke saa godt. Men i Pipa var der graffitti overalt, og ikke bare flot grafit/haervaerks graffitti, men graffitti med et formaal. Det viste at man skulle vaere miljobevidst, ryde op efter sig, ikke drikke for meget osv. Pipa Limpa, Pipa Linda (ren Pipa er flot Pipa). Det er da alle tiders.

 Paa vej hjem fra traening koerte vi forbi et KAEMPE mangotrae. Leco smuttede ind og spurgte ejeren om han maatte tage nogle mangoer, jamen ja selv foelgelig maatte han det. Her kom han glaedestraalende tilbage med en KAEMPE pose med maaske 30 modne, soede mangoer som Matthew og jeg fik de fleste af. Mums!

 Karneval i Pipa. Denne herre var saa elskvaerdig at stille op til foto da han saa at jeg var paparazzi paa kantstenen. Senere kom der ogsaa et sambaorkester - de var seje!

 Hostel Zicatela hvor vi boede. Vi var kun i haengekoejerne en enkelt nat. Vi havde egentligt planlagt at rejse, men opdagede saa at baade Matthews og mit kort var blevet kopieret og toemt, saa vi havde hverken penge (til at komme vaek), mad eller et sted at sove. Saa vi fik lov til at sove i haengekoejerne indtil naeste dag hvor vi skulle paa politistationen igen igen og have styr paa sagerne.

 'Asas foram feitas para voar' wings are made to fly, freedom. En lille pynteting paa vores hostel som jeg godt kunne lide. Laeg maerke til den aabne laage saa fuglen kunne komme ud i frihed..

 Paen gade i Pipa. Her laa en af vores (mange) yndlingsrestauranter. En Mexicansk restaurant som lavede billig og god god mad. Bl.a. lavede den en ret der hed 'La Bomba'. Normalt ville jeg principielt holde mig fra den med nogle tanker og et misk-mask af uigenkendelige ingredienser. Men kite-surfing goer en sulten, og noej hvor var det godt! OG vi kunne betale med kort (hvilket var et must eftersom vi havde kort- og pengeproblemer)

 Et af de mange mange mange firben vi saa. Men det her var naermere en oegle end et firben. (Billedet viser det ikke helt godt nok, desvaerre). Det var kaempe stort, og boede inde i vores vaerelse. Vi havde en laengere debat om, hvordan vi kunne faa det ud naar vi skulle sove (Matthew var bange for det, haha) uden at goere det fortraed. Selvom jeg overvejede at det kunne vaere sjovt at se, om det rent faktisk taber halen naar det bliver bange. Vi endte med den dyrevenlige loesning (du havde vaeret stolt, Lone).

 En utroligt bred og utroligt hvis og utroligt picturesque strand nord for Natal. Det var en mellemstation for at komme videre til paradiset Galinhos. Det vidste sig at der ingen billige hostels var, kun dyre, luksuspraegede baeredygtige og miljoevenlige hoteller for rige europaere..... Vi fandt et som virkelig var laekkert (og dyrt), men hotelejeren forbarmede sig over os, da hun rimelig hurtigt fangede at vi ingen penge havde,men det var for sent til at rejse videre. Saa hun gav os en KAEMPE portion pasta og saftevand (!) til aftensmad, og lovede os at morgenmaden var det hele vaerd. Hvilket den virkelig ogsaa var. Heldigvis var det et  utroligt flot og meget oede sted med rigtig gode caipirinhas paa stranden.
Der var heller ingen lysforurening, saa der var den mest fantastiske stjernehimmel jeg laenge har set.

 fiskere der kan staa/sidde paa vandet. Samme sted som ovenfor.

 Endnu et kaempe firben.

 Beach buggt tur paa vej til Galinhos. Den eneste maade at komme til Galinhos paa, var at koere i buggies langs stranden. En utroligt flot tur - desvaerre endte den med en ordentlig omgang solstik til mig. Det er jo svaert at opdage hvor varmt der er, naar man sidder i en vindblaest bil. Retrospektivt kan jeg nu godt se at jeg sad med knolden direkte i solen i 40 grader i middagsheden og lidt til - maaske ikke det smarteste. saa har jeg proevet det med.

 Det foerste sted Portugiserne gik i land i Brasilien i 1700-hvidkaal. Jeg fatter ikke hvad de saa i det sted, i fht. saa mange andre steder i Brasilien - her var intet andet end sand, sand og mere sand. Og varme.

 Samarbejde efter en nat paa havet!

 Aergeligt sted at have en oedelagt knallert - der var nok en times gaatur (uden at traekke paa en tung knallert) i hver retning, inden man kom til noget som svagt kunne betegnes som en by med en sted der kunne fikse knallerten.

 Flot Brasilien!

Matthew var fan af kold kokosnoed som drik - det skulle vaere ih og aah saa godt for fordoejelse, laeskelse osv. Men det var altsaa noget pjask i mine oejne.

Om et par dage kommer der lidt flere billeder - de bliver sjovere jo taettere paa Belem og Amazonas vi kommer.

Brasilien...

Kære alle

Jeg er nu tilbage i England gråhed. Det er egentligt dejligt at være tilbage, ikke fordi jeg ikke savner jer eller det derhjemme, men fordi jeg i min juleferie i Danmark opdagede at lige nu, er det Sheffield der er mit hjem med hverdagens rutiner osv. Og det var sådan set en dejlig opdagelse!

Det til trods, vælger jeg denne gang at bevæge mig væk fra anekdoter og fortællinger fra England. Jeg har nu endelig fået overført vores billeder fra Brasilien og vil derfor i løbet af de næste par opdateringer, vise billeder fra Brasilien. Det vil komme lidt i små bidder, da der ellers vil være alt alt for mange billeder.
Enjoy, hvis I orker det. Jeg håber I alle har det godt!

Byen hvortil vi ankom efter ca. 48 timers rejse: Natal. Ikke ligefrem det paradis vi forestillede os Brasilien var. En "charter turisme by" med store hoteller og masser af ragelses-boder á la Alanya. Det var også her vi fik kopieret vores hævekort, så alt i alt, ikke yndlingsbyen :) Men vi var glade for at være nået frem!

  Det byen var kendt for var sandklitten i baggrunden...tjaa, hvis man kunne have rutsjet ned af den, så havde det nok været en anden sag.
  Efter to dage i Natal drønede vi syd på til Pipa. En rejse der indebar diverse lokale busser fyldt med en million brasilianere, deres musik og deres høns. Det var alle tiders. Det er ofte under transport jeg virkelig føler jeg er ude og rejse, fordi man da kommer så tæt på. Vi kørte igennem det smukkeste grønne landskab med hårnålesving og en minibus der næsten gav op :) Pipa var skøn, vi ankom ved aftenstid, det var tidspunktet hvor børnene var ved at lære at surfe. Dem på 5 kunne allerede, og hvorfor opdagede vi da vi så en far (!) med sin baby, måske omkring et år gammel. Far og baby i vandet, far sætter baby på surfboard, far skubber surfboard med en bølge (uden selv at følge med), baby bliver på surfboard.... det kan jeg sgu da ikke engang!
  Det første sted vi boede i Pipa, super lækkert, men lidt for dyrt og lidt for gammelt! Men flot var det, og god morgenmad fik vi (med kage og frugt, mmm...)
  Yndlingsstranden, fyldt med surfere og kitesurfere og unge mennesker og høje høje bølger! Det er da flot, og minder overraskende meget om Portugal!!
 
  Pipas gade (bemærk gade i ental!) Der var én hovedgade, det var pretty much den gade der var...så var der nogle støvede wanna-be gader lige bagved hvor nogle små hostels lå... hvor indbyggerne i Pippa bor, er mig stadig en gåde!
  En bar jeg vil eje, hvis jeg nogensinde skal eje en bar. Den lå helt ude på hjørnet for enden af "civilisationen". Hver dag blev dens stranddel oversvømmet når der var højvande - samtidig var det den mest livlige bar, altid fyldt og med masser af atmosfære!
  Praia dos golfinhos (delfinstranden).. Vi fik af vide at der ofte var delfiner på denne strand, som lå ca. 10 min. fra Pipa.. Vi så ikke nogen, men jeg havde den bedste svømmetur på hele turen på denne strand, og Matthew fik surfundervisning (det lykkedes os aldrig at komme derhen til et tidspunkt hvor der var gode bølger for begyndere, så jeg fik ikke surfet!)
  Alle aldre fokuserede på surfing, og det var sjældent man så en dreng uden et board under armen. Valeu..
  Vores hostel Zicatela...alle tiders happy hippie!
  Hver morgen kl. 6. tog alle brasilianerne deres board under armen og drog mod stedet hvor bølgerne brækker! Ruten gik lige forbi vores hostel! Ved en 12-tiden vendte de alle tilbage og stoppede lige rundt om hjørnet til en gang Acai med granola og bananer (ultimativ super food...og det smager fantastisk!)
 
  Pipa.. taget fra en restaurant som jeg senere opdagede at min søsters veninde har arbejdet på. Verden er sgu da lille!
 
  Spontan carpoeira på stranden!

Det var alt for denne gang. Blot en lille introduktion til Brasilien. Næste gang kommer der lidt om mig og kitesurfing!

Let it snow, let it snow, let it snow!

Oh the weather outside is frightful

But the fire is so delightful

And since we've no place to go

Let it snow, let it snow, let it snow

I er nu ikke længere det eneste land, der er ramt at sneens rusken med alt hvad det indebærer af hygge og varme, såvel som våde strømper og røde næser. Sneen har gjort sit indtog, og dét med eftertryg. Hele Sheffield er lagt øde hen i et vinter idyllisk landskab, hvor alle lyde dæmpes af snedyngerne, alle lys fra vinduerne skinner "varmt" ud på sneen, og gaderne og parkerne er fyldt med snottede unger der stråler af glæde mens de drøner ned af bakkerne på deres kælke... eller nåå nej! Dette billede var faktisk ret realistisk i lørdags. Jeg blev overrasket over hvordan alting her gik i stå (og stadigvæk er gået i stå). Fædre drønede ned af bakkerne med deres unger med røde snotnæser ivrigt løbende op af bakkerne for bare én tur mere. Det var fremragende. Men hvad der var en ny oplevelse for mig, var at se alle de studerende, som aldrig rigtigt har oplevet sne før.

Det begyndte at sne fredag nat ved 1-tiden, vi sad lunt og godt i en bar og drak nogle øller, som det hører sig til en fredag aften! Verden udenfor var mere eller mindre slumret hen; de der skulle i byen var stavret afsted, og resten var gået i seng (nogle få sad i baren som os). Pludselig faldte de første, og længe ventede, snefnug, og et tæppe var hurtigt lagt udenfor. Men ikke så snart som faldt de første fnug, var gaden FYLDT med liv - jeg ved ikke hvor alle de mennesker kom fra, men gaden blev ændret fra natte-ro til et virvar af snefnug, snebolde, kameraer, glidebaner og igen... dryppende næser. De "nytilkomne til sneens verden" rendte rundt i en vild sneboldkamp i korte bukser, t-shirts, strømpesokker og ikke meget andet. Det var absolut fremragende, deres øjne strålede - og jeg tror at ca. en million billeder blev taget og sendt rundt omkring i verden. Overraskende nok, så kendte mange af dem alle de beskidte tricks i en sneboldkamp! ... jeg vandt, selvfølgelig, vores! :) Men jeg var også den eneste der havde eskimo-jakke, vanter, hue, støvler osv. på... man skulle fandme tro at selv englænderne ikke havde set sne før.. enten dét, eller også er de utroligt tro imod deres mode. Fordi ikke under nogle omstændighederne tog pigerne så meget som strømpebukser, jakke eller en trøje der dækkede maven og armene på, nej, man kan jo ikke bukke under for kulde....vel!

Det stod i stor kontrast til min onkels yndlings ordsprog "Der findes ikke dårligt vejr, der findes dårlig beklædning" - et ordsprog jeg tror er meget kendetegnene ved danskere!

Det idylliske billede er, lidt, ændret i dag. Sneen har ændret sig til sort slud på vejene, og den umiddelbare entusiasme har lagt sig. Ikke destro mindre er det stadigvæk pænt, og god dansker som jeg er, har jeg heldgvis nok tøj på - så mit smil sidder stadigvæk (for det meste) klistret til ansigtet. Da jeg kom hjem i dag, så der sådan her ud, når jeg kiggede ud af mit vindue!

Tja, og entusiasmen var såmænd også stadig at finde.. jeg kom hjem til et hus, hvor alt lys brændte og døren ikke var ordentligt låst... drengene havde haft for travlt med at komme ud i sneen til at slukke, lukke og låse efter sig.. længe leve barnlig glæde :)

Af andre barnlige ting vi heldigvis har fundet på i det lille hus på bakken, var at skære græskar ud omkring Halloween. Jeg var nok den mest entusiastiske, eftersom det var min første Halloween.. og mit græskar blev godt :) Desværre kom James til at lege boksepude med sit græskar i en brandert, så det var kun Ben, Matthew og jeg der fik lavet et færdigt resultat til at pynte vores hus til vores halloween fest. gæt hvilket et der er mit... jeg har ikke manipuleret..



Til de af jer, der måske ikke synes det ser helt sikkert ud, det Matthew har gang i.. så var det det heller ikke... der var gang i knive, skeer, skype-samtale, opskrift, julegaver, fjernsyn og musik på én gang... var det noget med at drenge ikke kan multi taske??

Som sagt, jeg glædede mig til min første halloween.. mest fordi at alle så skulle klæde sig ud, og pigerne ikke behøvede forsøge at være sexede..det viste sig, at jeg var den eneste der havde den indstilling! Jeg var meget overbevist om at jeg var suuuper godt klædt ud som Chuck Norris, og jeg levede mig fuldt ind i rollen hele aftenen.. dette billede ændrede lidt mit syn på sagerne, umiddelbart ligner jeg mere en svanset politimand fra 80'erne, end master og disaster Chuck Norris (jeg kan forresten okring 200 Chuck Norris jokes nu, hvis nogen skulle få brug for det!) Jeg synes mine bofæller er yndige - og foreslog også Matthew at han skulle klædes ud som cancan-danser, jeg syntes ligesom det passede sig hvis vi var Chuck Norris og hans ho's... men nej..

En anden event, som er med til at holde julen lidt for døren i England, er bonfire night, eller Guy Fawkes night (ham der sprængte det engelske parlament i stykker i 1900-hvidkål). En hundekold aften, hvor man får lov at betale i dyre domme for at komme ind på en plads og betale flere penge for at prøve forlystelser, spise mad, drikke, se et bål og lidt fyrværkeri.... godt jeg elsker alle de ting, ellers havde jeg nok følt mig lidt snydt.. :)

 
I morgen kommer mor og far, forhåbentligt! Jeg krydser alt hvad krydses kan, for at ders fly flyver og toget går! Så er dette det første sted vi skal hen. The Sheffield Tap, stedet med 220 flaskeøl og 20 fadøl - det er lige noget for os :)Jeg har glædet mig i en hel måned til at vise far det sted!

Og forresten, de har fanget noget rigtigt, de englændere! Julen starter først omkring d. 1. december herovre (at de så ikke har forstået at Jesus ikke er født d. 25. men d. 24... ja, det hæmmer ærligt talt lidt min respekt for det..!) Ingen julesange, julekataloger, juleglimmer eller pynt før december. Lysene i gaderne blev tændt i søndags (1. advent), og der åbnede alle julemarkederne også. Så jeg er ikke træt af jul, og jeg GLÆÆÆDER mig til at komme hjem!
Stort knus til jer alle!

Muhammed, Aarhus og andet guf!

Så er endnu en uge - ja, og lidt til - gået i stålets by Sheffield, og jeg er blevet yderligere introduceret til Englands glæder og sorger. Så oplevelsesrig har ugen været, at jeg knap ved, hvor jeg skal starte (Og nej, jeg er ikke et eksotisk sted). Ugen har blandt andet budt på flere byture à l'anglaise, et BRAG af en koncert og en ordentlig omgang god gedigen hjemve, og diverse diskussioner om Muhammed-tegningerne!

Så for pokker!

Århus = Aarhus, eller... Hvordan ved vi så, hvor Niarn synger om når han synger "dobblet a..."? Jeg må ærligt indrømme at jeg troede det var en røver da jeg hørte om det - kiggede lige en ekstra gang i kalenderen for at se om vinterhiet var ovre og 1. april havde sneget sig ind på mig! Hvad er det nu for en omgang spild af tid og penge?? Vi (med 'vi' mener jeg selvfølgelig politikerne i Århus byråd) har da garenteret bedre ting at bruge både tid og penge på, end at skifte brevpapiret ud og lave nye landkort! Håbløst - og til hvilken verdens nytte! Ja, jeg forstår det ikke! Det er ligesom StaVtrup... det funger bare ikke det der med at skifte navn!

På trods af overnstående opløftende begivenhed, var min uge lidt trist og grå. Dette skyldes at jeg blev ramt at den udbredte (ja, man kan næsten kalde det en pandemi!), og meget alvorlige sygdom: hjemve! Jeg ville egentligt bare hjem - hurtigst muligt! Dette resulterede i et næsten køb af billetter i november! (Som ikke blev til noget). Det var så alt opslugende, at jeg knap kunne drikke et glas vin, og endnu værre, ikke havde lyst til slik en hel aften! Puh, det var en hård omgang.
Heldigvis kendte mine venner (ja, for jeg har faktisk venner herovre) kuren. En tur i biffen og se 'Despicable Me'. Jeg græd af grin, og trillede rundt i sædet. Det eneste der kan sidestilles med denne film var da jeg første gang så 'Charles Tante' og fik en splint i måsen, fordi jeg trillede rundt på gulvet af grin! SE DEN!

Der ud over, så er JULEFERIEN ER BESTILT! (Det positive resultat af min hjemve!)
Jeg og sheiken, som min farmor og nu også min far, har besluttet sig for konsekvent at kalde Matthew kommer hjem til jul d. 18. december.
Tja, måske er det mig der har misforstået noget (det sker jo, sjældent, men nogle gange). Men jeg troede sheiker lignede arabere, gik i kjoler, brugte turban og generelt havde sort hår... alt sammen karakteristikker der jo passer perfekt på Matthew! :)
Nå, men jeg GLÆDER mig til at se jer og være hjemme lidt.
Se hvem skulle nu have troet, at pigen der ikke kan få nok udland og tænker "CHRIST" når folk fyrer talesproget "ude godt, men hjemme bedst" af, rent faktisk skulle gå hen og give dem lidt ret!
Men ja, jeg savner jer!

Der ud over er jeg endnu engang blev introduceret til det engelske byliv - denne gang på "normale byturs aftner".
Denne gang røg jeg med på en god solid engelsk pub. I ved, slagsen man ikke kan gennemskue udefra fordi vinduerne er helt tilduggede, og hvor der er et poolbord, cheesy musik og et par gamle drankere der hænger i baren og mumler. Det er jo næsten som en dansk bodega! Bortset fra, at i England er det alle der går på pub, dvs. ud over det sædvanlige slæng af fulde studerende og gamle sutter, så var mødre, fædre, bedsteforældre og babyer også at finde på pub fredag aften! Det var super hyggeligt. Og jeg fandt, til min store overraskelse, ud af at det ikke går ud på at drikke sig hammerlam og gå i byen når man er på pub - det går mest bare ud på at drikke øl, spise flæskesvær og hygge sig! (Selvom mange selvfølgelig bruger det som springbræt til en bytur!).. og hvem kunne vide, at flæskesvær smagte så godt!

Lørdag, den famøse aften, hvor jeg skulle med journalistik på Poptarts. Mine nerver var i laser og jeg var ikke helt tryg ved at bevæge mig ind på et sted som hedder pop (som i en helt masse Westlife og andet engelsk POP! Det er de vilde med herovre) og tarts (enten som i tærter, næppe! Eller billige piger). Så alt i alt, et sted der reklamerer for pop musik med billige piger! Skal man så opføre sig billigt for at komme ind??... var en af mine tanker - det behøvede man ikke! (Eller, jeg kom ind... læs ud af det hvad I vil!)
Men aftenen var et brag - vi mødte mennesker, fik danset, drukket en masse og så blev vi åbentbart flashet af en tilfældig engelsk gut. Jeg så ikke så meget (der var vidst ikke så meget at kigge på..) men Alex er chokeret for livet - og hun er endda englænder!

Gruppen af venner vi var, inden vi tog videre til Poptarts. Der er irske Darragh, Mexicanske Lorenzo, Græske Chris, Dimitris og Maurice. Der ud over er der engelske (Essex) Alex og de tre fyre der kunne dansk.
 Inden Poptarts - tre engelske piger. De er typiske i længden på deres nederdele (bemærk, at man kan se baller på en af dem!), men ikke i mængden af make-up (de bærer for lidt) eller højden på deres hæle (de er gerne 10+ cm.) Og så undrer de sig over, at vi er nogle der glor!
 Alex - min Essex-veninde!
 Leo - gennemført Sheffield-dreng. Støtter Sheffield United (Fodboldklub), jeg spurgte i dag hvorfor. Svaret lød "fordi det gør hele min familie, det er ligesom vores religion". Der ud over er han gennemført Westlife fan - så gennemført at han kan alle deres sange (og hvilken rækkefølge de er i p åCD'erne) og har været til 9 af deres koncerter, og nu skal til den 10. Den anden er Dimitris fra Grækenland.

Aftenens optur var dog mødet med tre engelske fyre.. som kunne dansk! Meget uventet, særligt i et land, hvor kun meget få taler andet end engelsk! To af dem havde læst på CBS og en havde haft en dansk kæreste. Det var virkelig underligt, og jeg vidste næsten ikke hvad jeg skulle sige. Men det er vel unødigt at sige, at vi straks blev venner! (Og de kunne godt lide Danmark!)

THE CAT EMPIRE! WUUUUUUUUU...............
Mandag tog Matthew og jeg til Leeds (hvilket bød på flere spidsfindigheder i form af stoppede tog, ustoppende busser og andet guf) for at se The Cat Empire. Et australsk cirkusband. Det var FANTASTISK! De var hamrende dygtige musikere og entertainere! Og jeg stod med åben mund og svingende hofter under hele koncerten!! WAAAAAUW.
Jeg har forsøgt at uploade film fra vores oplevelse - men det viser sig at være en udfordring!! Så i stedet får I linket til deres mySpace, hvis I har lyst:

http://www.myspace.com/thecatempire/music/songs/hello-26767630
 The Cat Empire!
 
 
 Jeg ville ønske I kunne have været der - eller i det mindste have set nogle af mine videoer. "Hvis jeg nogensinde skulle være groupie, så skulle det være for dem..." Min kommentar, men Matthew og jeg var rørende enige!

Jeg er stadig speechless! Og så kom de sørme ud og dansede med os på nabobaren bagefter koncerten. Vi fik et shot sammen med en af dem! STORT!

Der ud over har jeg hele ugen fået rig mulighed for at diskutere Muhammed-tegninger, og forsøge at forklare dansk mentalitet mht. humor og satire. Det har været en udfordring, og det er en noget ophedet debat! Dette på trods af, at jeg stadig er i tvivl om, hvad jeg synes om hele Muhammed-sagen.
Jeg læser pt. Tavshedens Tyranni af Flemming Rose, kulturredaktøren på JP da tegningerne blev trygt. Den er meget meget spændende!

Der ud over faldt jeg over et ord, som må betegnes som intet mindre end ugens ord: Obfuscate.. det betyder at komplicere... hvorfor skal forskere bruge de komplicerede ord, i stedet for bare at bruge ord alle mennesker forstår! Nogle steder minder Danmark og England jo så alligevel om hinanden!

Uh, der er meget der endnu ikke er fortalt.. men jeg har på fornemmelsen at jeres øjne snart må være firkantede, så jeg vil stoppe for nu!

Jeg håber I alle har det godt!!
Her kommer et par ekstra billeder af hvor jeg er.
Matthew, Ben og James før de tog til fest på arkitektur. De gør meget i "fancy-dressing-parties" herovre. Denne aften var temaet at man skulle være noget med 'D'. Matthew var Dell-man, Ben var en Daisy (marguerit) og James var Delboy (en eller anden figur i en engelsk satire serie...who knows!)
 Sådan ser der ud i Sheffield lige nu. Dette er en park jeg går forbi hver dag på vej til og fra uni! Jeg havde dagen inden spurgt "bliver træerne i England også røde og gule"...det undrede mig at jeg ikke havde set nogen. Ja altså, der findes jo ingen dumme spørgsmål... men alligevel...
 St. George's Church. Den er renoveret inden i, og bliver brugt til forelæsninger og foredrag. Et virkeligt lækkert lys lokale - men ret special at sidde i en kirke og have forelæsning!
 Department of Journalism Studies.
 The Information Commons. Lidt ligesom statsbibiloteket. Et af uni-bibliotekerne her, som er sat i stand i 2005, med masser af lys og lækre læsepladser og computere, en lækker cafe med god sund mad osv. Det er VIRKELIGT lækkert (og så bruger de dansk design inden i.. jep jep!)
 Også Information Commons - jeg sidder normalt ved den øverste række vinduer! Der er en skøn udsigt over the Peak District!!
 IC
 Indgangen til vores Student Union - færdig i standsat i år. Landets bedste student union. Der er ALT. Mad steder, supermarked, frivllig-bod, internationalt kontor, give-it-a-go (events så man kan prøve noget nyt hver uge), kaffebar, cupcakes bar, to diskoteker, nogle barer, et jobcenter osv. osv. osv. her er virkelig alt.