Hej igen – så er det vidst ved at være på tide at jeg får udtrykt lidt tanker og fortalt lidt oplevelser fra min tid fra det der stadig føles som den anden side af jorden, men egentligt blot er England.
Der har været travlt, primært fordi at vi efter jul fik en ny studieleder som virkelig har engagement og entusiasme. Kvaliteter jeg jo ellers har efterlyst kraftigt på mit studie, men som nu godt nok har vendt sig om og bidt mig noget så gevaldigt i røven at tandmærkerne må være tydelige. Han er venezuelaner, min nye underviser forstås. Virkelig ’a character’ som jeg ville sige herovre (fordi ja, 1½ års tid ude er begyndt at sætte sine spor så jeg nu i stedet for at være sprogsnob er gevaldigt sprogforvirret og blander talemåder, ordsprog, og blot ord og sprog i én stor pærevælling – hvad er for eksempel forskellen på en talemåde og et ordsprog…?) Men altså, min underviser; personligheden. Han er venezuelaner, opvokset i en udefinerbar pærevælling af Venezuela, Cuba, Miami, Skotland, Bolivia og hvem ved hvilke flere lande og kontinenter han har været bosat i – og så læsper han. Ingen kritik af folk der læsper, men prøv lige at forestille jer accenter fra ovenstående områder i en god blanding, med lidt læspen oveni og så ellers en talestrøm på 120 km. I timen – det kan godt være lidt svært at følge med! Især når man bare en en god gæv jyde fra Århus.
Nå, men det var egentligt ikke Jairo (ja det er hans navn, og dét er der sgu da ingen der kan udtale, vel.. det tager han heldigvis meget pænt, han har vel prøvet det før), nå, men det var egentligt ikke ham jeg ville fortælle om. Jeg ville bare bebrejde ham min pludseligt meget store arbejdsbyrde. Jeg er vidst ikke nem at stille tilfreds, sidste semester brokkede jeg mig over at der var for lidt at lave og det var useriøst, nu brokker jeg mig over at der er for meget, for hurtigt og for mange krav. En rigtig dansker er jeg da i det mindste stadig. Altså sådan én der forstår at brokke sig uanset situationen (ja det er et af mine positive syn på os danskere.. nok om det). Men han er egentligt mest alle tiders, smider om sig med jokes, anekdoter og parodier så det er let at miste tråden i hvad det egentligt var vi skulle lære og have med os. Men det er skønt – lige mig. Det faglige kan jeg aldrig huske alligevel.
For at gøre mig eget liv lettere for mig selv (åh du kære ironi, du er savnet!) har jeg valgt at tage en praktikstilling – det kalder englænderne den – jeg kalder det nok mere frivilligt arbejde to dage om ugen for Engelsk Røde Kors. Det er ikke så sjovt. De fortalte mig at jeg skulle arbejde på et kultur- og kunstprojekt og lægge mediestrategi og lave interviews osv. Omkring det, derfor tænkte jeg at det kunne være sjovt. Reelt sidder jeg og ringer rundt og spørger om folk vil være frivillige indsamlere – dødens pølse. Så jeg har besluttet mig at jeg enten vil stoppe, ned i tid, eller lave hvad jeg fik stillet i udsigt (problemet er bare, at jeg jo altså kun har været der tre gange, så jeg kan jo ikke forvente at blive sat til at redde verden allerede, eller hvad?) Nå jeg må skrue bissen (den smilende altså) på og høre hvordan vi kan gøre det så det giver mening at bruge min tid dér. Min mor en henrykt, sikke en øvelse i forhandling det kunne blive – jeg er knap så henrykt, jeg vil hellere ned på pubben og spille lidt pools mens jeg diskuterer hvem ved hvad og tænker på, hvad det egentligt er mit ”speciale” skal handle om. Hvor ville det være skønt at være 1½ ligesom min nevø Karl hvor man ikke skal forholde sig til meget andet end mad, sove og hvordan man får tre tossede voksne til enten at gå tur i regnvejr eller synge sang – eller hvordan man får sin ynglingsstorebrors opmærksomhed. I stedet er jeg tvunget til snart at blive voksen, dvs. tage stilling til livet og drømmene, lave prioriteter og tænkte praktisk. Skal jeg for eksempel læse videre, eller kan jeg få job i Danmark med en ét-årig master, skal jeg søge praktik eller job, hvor i verden skal jeg være (pt. Er det skåret ned til Paris, London/Manchester, København, Amsterdam, Geneve eller Rio de Janeiro) og hvordan kan puslespillet mellem kærlighed, karriere, familie og venner gå op i en højere enhed. Hvis der er nogen der har den magiske nøgle og svaret til det, så må I meget gerne henvende jer.
Nå, det var stadigvæk ikke det jeg ville fortælle om. Egentligt ville jeg fortælle om en artikel jeg lige har læst – det forventes jo af mig på mit studie at jeg læser minimum et par eller tre aviser om dagen, ser samt hører nyhederne samt den daglige opsamlings- og debatudsendelse der er en time hver aften. Dette ud over alt det andet jeg skal lave selvfølgelig. Men altså, jeg har læst en artikel i Information (som jeg fik af min kære søster, da jeg besøgte hende og hendes drenge i Porto – som forresten var lige så regnfyldt som Tavira, øv – og så er der endda hedebølge i Sheffield!) Nå men jeg læste den her artikel i Informtiaon Fyrster i ånden om mediernes elendighed af Rune Lykkeberg (en eller anden hjælp mig, jeg har ikke internet så jeg kan ikke slå ham op, men jeg ved at jeg kender ham (og også burde huske ham) men jeg kan ikke placere ham…er han forfatter o que?). Den handler om nogle franske filosoffer der er blevet interviewet om deres opfattelse samt forbrug af medier (pressen). Interessant, især fordi de er storforbrugere (ligesom mig), er de utroligt kritiske overfor medierne/pressen (ligesom mig) og henviser til at medierne er en pengemaskine som i navnets natur er presset til deadlines og alting skal ske lige nu og her, hvilket alt andet lige vil betyde et kompromis med kvalitet og dybdeskarphed. Lykkeberg er lidt ironisk omkring denne kritik idet den kommer fra storforbrugere som oven i købet har fået skabt sig et navn – altså et kendt et – idet de optræder i medierne. Lettere selvmodsigende. Yderligere er en af filosoffernes pointe at selv journalister har denne tilgang til medier . Nå men min pointe var, at jeg synes det er interessant idet det er samme trend jeg ser på mit studie. Storforbrugere, og reelt set også ”skaberne” af medier, er ultra-pessimistiske omkring kvaliteten af medierne. Selv dem der allerede nu har fået et job på forskellige aviser eller mediestationer. Det må da alt andet lige være bekymrende for om ikke andre så mine undervisere, at dem som skulle være pressens fortalere og forsvarere er enormt kritiske, ikke tror på indholdet og hvis mantra reelt set er ”Never believe what you read in the newspapers or hear in the press – it’s all about framing and money”. Trist er det vel i virkeligheden, for egentligt er medierne jo der, hvor der skal skabes opmærksomhed om problemer eller successer i samfundet. De er en del af vores menneskerettigheder (groft fortolket, men ytrings- og informationsfrihed hænger nu engang tæt sammen med medierne…. Og det gør demokrati jo så nok også. Det er godt Jairo ikke kan forstå dansk, han ville være efter mig for disse postulater.)
Nå, egentligt ville jeg bare skrive, at jeg synes I (altså de af jer der har interesse for medier og politik og samfund – så skulle jeg vidst have ramt en del på den ene eller den anden måde) skulle tage at læse denne artikel. Der er desuden en masse andre interessante klummer i den udgave fra d. 16.-17- April, fx om hvordan moderne kvinder gør moderne mænd til små drenge, fordi der ikke længere er brug for dem (men minsandten og de/vi moderne kvinder ikke vil kurtiseres og opvartes, og det på trods af at vi på alle andre punkter vil have ligestilling…interessant). Min skriveinspiration er ikke så god i dag, så jeg har på fornemmelsen at alt det ovenstående er én stor forvirrende pærevælling – det beklager jeg, og undskylder det med, at jeg er på ferie og har slået hjernen fra som det kun kan lade sig gøre i Portugal.
Jeg håber I alle har det fortræffeligt og har nydt den solrige påske. Portugal har absolut ikke været solrig, til gengæld har det været dejligt at koble af fra fremtidsstresserierne.
Og forresten, billedserien fra Brasilien er ikke afsluttet - det tager bare så lang tid, så når jeg er tilbage i Sheffield og skal overspringshandle igen, så kommer der flere billeder.
